min fødselsberetning – samlet

hjemtur

Da jeg skrev min fødselsberetning, var der lidt tilbagemeldinger på måden indlæggene var delt op på. Jeg har derfor lavet dette indlæg, hvor der er links til hvert indlæg, så man nemt kan læse det hele i rækkefølge. Jeg håber, at denne oversigt kan være nyttig for jer, der endnu ikke har fået læst føljetonen, eller hvis I skulle få lyst til at genlæse den.

Her er alle afsnittene og en kort beskrivelse af hvad de indeholder:

  • 1. Afsnit – Helt tilbage til begyndelsen og de mange scanninger
  • 2. Afsnit – Terminsdagen og en utålmodig gravid
  • 3. Afsnit – Akupunktur og fødsel under opsejling
  • 4. Afsnit – En lang nat med veer
  • 5. Afsnit – Turen til hospitalet
  • 6. Afsnit – Veer, venteværelset og en tur i baljen
  • 7. Afsnit – Endelig er hun ude!
  • 8. Afsnit – Den lykkelige slutning

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

Fødselsberetning #8

hjemtur

Læs det foregående afsnit her…

CPAP, overvågning og frygten for at blive adskilt

En læge var blevet kaldt på arbejde, da han var specialist på området. De kunne ikke finde ud af hvad vores datter fejlede. Hun havde problemer med selv at trække vejret og ilte sit blod. Hun fik taget røntgen og en masse prøver. Det var blevet aften og mørket havde sænket sig udenfor Herlev Hospitals høje bygning. Udenfor rummet, hvor vores datter lå, kom lægen til os sammen med en sygeplejerske. Han fortalte, at de nu ville forsøge at lægge hende med CPAP (ilt-tilførsel og noget tryk regulering) og se om hun selv ville genvinde krafterne til at trække vejret. Hvis dette ikke ville lykkes i løbet af et par timer, fortalte han, så skulle vi overflyttes til Rigshospitalet og hun skulle lægges i fuld narkose og respirator.

Det var et chok at få en sådan besked.

Vores lille pige lå i kuvøsen med slanger alle vegne. Vi måtte ikke røre ved hende og hun skulle have helt ro. Jeg fik lov til at ligge i en seng ved siden af hende, selvom de egentlig ville have haft mig til at sove på barselsgangen på en anden etage. Min mand måtte ikke sove der. Ingen steder. Hverken på patienthotel, barselsgang eller neonatalafdelingen. Heldigvis var der en lænestol på stuen og han fik lov til at blive i den natten over af en sød sygeplejerske. Jeg faldt i søvn af ren udmattelse, mens min mand natten lang sad i lænestolen og fulgte med når sygeplejerskerne hvert kvarter var inde og kigge til vores pige og skrue på diverse maskiner og knapper.

Fremgang i behandlingen og første møde med bedsteforældrene

Efter lidt negative udfald på behandlingen kom hun heldigvis langsomt i bedring over natten. Næste dag havde hun stadig en masse maskiner koblet til sig, men jeg fik lov til at få hende op og ligge på brystet kort, da hun var knap ét døgn gammel. Dér fik jeg en snert af den mor-følelse jeg havde håbet på at få, da hun kom til verden. Endnu en nat blev min mand i lænestolen på stuen og da hun var tre dage gammel slap hun for CPAP, og havde nu kun sonde, overvågning og drop koblet til sin lille krop. Hun var endelig frisk nok til at møde sine bedsteforældre, der aflagde visit på hospitalet. Og vi fik givet resten af familien besked om, at hun var kommet til verden. Hele forløbet på hospitalet havde været meget intenst og vi var selv helt forvirrede over situationen og ikke mindst bange.

De første par dage vidste vi ærlig talt ikke helt hvad, der var galt med hende og mit skrøbelige sind kunne ikke takle at skulle besvare en masse velmenende spørgsmål fra familie og venner, når vi ikke engang selv vidste hoved og hale i det hele. Vi vidste ikke engang hvor lang hun var – noget som næsten alle forældre melder ud når barnet bliver født. En klassisk ‘jeg-er-kommet-til-verden-SMS’ med vægt, længde og fødselstid. Grundet hendes situation blev hun først målt, da hun var fire dage. Vægten fik vi da hun blev født – den var vigtig for dem at kende i forhold til hendes behandling.

Vores fine pige var 3.736gram – 51cm – født kl. 17.35

Endelig alene som familie

På tredjedagen var vi så heldige at få en stue, hvor vi alle tre kunne sove i senge og være alene. Slut med lænestole og sovekammerater. Vi lå med vores søde datter i en helt almindelig hospitalsvugge mellem os, stadig med sonde og overvågning, men det var fantastisk nu selv at kunne skifte hendes ble og jeg fik endda lov til at amme hende for første gang. Noget som skulle vise sig at skabe lidt udfordringer efter et par dage på sondemad, men det lykkedes.

På fjerdedagen slap hun for overvågningen og kun droppet i hendes lille hånd vidnede nu om hendes hårde start. Desværre måtte vi denne nat overnatte uden min mand på hospitalet, da der kom en mor og en lille baby, der skulle bo på værelset med os. Den lille gut skulle i behandling for gulsot på et lystæppe. Dén nat fik jeg ikke sovet meget. Vores datter var uden overvågning for første gang, jeg følte jeg konstant skulle tjekke om hun nu stadig trak vejret og havde det godt. Den lille gut og min pige vågnede på skift igennem natten og det blå lys fra lystæppet gjorde det svært at få lukket et øje.

Heldigvis var det vores sidste nat på hospitalet. Onsdag eftermiddag fik vi lov til at tage hjem og i stedet være indlagt ambulant. Vi skulle møde op på Herlev Hospital kl. 8, 16 og 24 hver dag, så hun kunne få antibiotika i hendes drop og først, da hun var en uge gammel, slap vi for hospitalet. Trods de mange ture ud i myldretiden hver eneste dag, mange timer på hospitalet og alt for mange søvnløse timer var det fantastisk at komme hjem.

Intet gik som vi havde forventet – alligevel endte det ganske godt

Som I måske kan se på mine indlæg, blev vores start på livet som en lille familie ikke som jeg havde håbet på, hvilket også er en af årsagerne til, at jeg har holdt igen med at fortælle min historie. Jeg vil ikke gøre nogen bange. Jeg ved, at nogle har en langt hårdere start end vi havde, og jeg tager hatten af for alle de seje forældre, der er derude. For os var dette en hård omgang. Frygten for at miste sidder dybt i alle forældre, og at blive konfronteret med den så tidligt i hendes liv var virkelig ubehagelig og har sat sine spor hos os begge.

I lang tid havde jeg svært ved at nyde rollen som mor. På hospitalet fik jeg ikke nogen hjælp til amning og heller ingen samtale med en jordemoder efter fødslen, som ellers er normal kutyme. Jeg glemte mig selv, fordi vi havde nok at tænke på. Jeg endte med at få en led omgang brystbetændelse og måtte i antibiotikabehandling. Min krop og mit sind gjorde ondt og jeg havde svært ved helt at vågne op fra det mareridt det hele startede med. Jeg har følt jeg levede i en boble i lang tid og nu, hvor min barsel lakker mod enden, kan jeg stadig få en klump i maven og tårer i øjnene når jeg skriver om forløbet, men jeg er også overbevidst om, at jeg er kommet over på den anden side.

Det var hårdt. Graviditeten var ikke en dans på røde roser, evig solskin og konfetti, der faldt ned fra himlen. Selve fødslen var faktisk rigtig god. Det gjorde ondt, bevares, men det var til at overkomme og jeg følte mig ret sej. Det var oplevelsen efter, der var værst. Den ville jeg gerne have været foruden.

Jeg elsker min datter. Hun var det hele værd. Men sikke en forskrækkelse.

Tak fordi I har læst med.

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

Fødselsberetning #7

fødsel

Læs det foregående afsnit her…

“Du lugter af kaffe!”

Mens jeg lå på briksen og ømmede mig i stilhed, stadig mestendels med lukkede øjne, var der atter jordemoderskifte. Midt i en kraftig ve kom en ældre jordemoder ind og begyndte at stryge mig på benet og fortælle mig jeg skulle vende mig om. En dunst af gammel filterkaffe ramte mig og jeg udbrød “du lugter af kaffe!” med foragt i stemmen. Det tog hun sig ikke synderligt af og svarede mig bare skarpt igen. Jeg kunne virkelig ikke overkomme berøring og hendes strøg på mit ben var derfor jævnt ubehagelige og ikke just fordrende for et godt samarbejde. De to jordemødre skiftede hurtigt tilbage, så hende, der havde været hos mig dagen igennem kunne hjælpe med at få vendt mig rigtigt på briksen – det fungerede og kaffekværnen (hende den ældre med kaffeånden) kom retur for fodenden af briksen og blev hos mig resten af fødslen, mens den yngre jordemoder fik fri.

Undervejs i det hele var mit vand gået på briksen omkring kl. 15. Jeg nåede at åbne mig til de 10cm og kom aldrig tilbage i karet, selvom det var blevet fyldt op. Egentlig havde jeg ikke en særlig drøm om at føde i vand, jeg ville bare gerne bruge det varme vand som smertelindring undervejs. Så jeg var fint tilfreds med, at jeg nu lå på briksen og var klar til at slå det endelige slag. Presseveerne satte ind! Det er noget af det mest syrede. Det gør vanvittigt ondt og på samme tid er det så meget mere rart end udvidelsesveerne. Ved presseveerne og med 10cm åbning er der nemlig mulighed for at arbejde godt med veerne og man ved, at det er begrænset hvor lang tid der er igen. Jeg lå på briksen med de lækre bælter med elektroder, som de fleste, der har været gravide måske kender, spændt rundt om min tykke mave og var klar til den sidste spurt på den vilde etape.

Pressefasen, en sort lok hår og den grumme saks

Min pressefase skulle vise sig at blive lidt lang. Næsten en hel time pressede jeg. Altså ikke i én time i streg, men ved hver ve henover en time. Jeg svedte som jeg sjældent har svedt før og kæmpede virkelig. Kaffekværnen messede for enden af briksen “det er rigtig flot – næste ve så giver du mig endnu mere!”. Til sidst måtte jeg spørge hvad det ‘mere’ var? Mere af det samme, mere af noget andet eller hvad? For jeg følte ligesom ikke det virkede, det jeg havde gang i. Jeg asede og masede og babyen var hverken halvt eller helt ude. Heldigvis var det bare mere af det samme og jeg gav den alt jeg kunne mens min mand og en sygeplejerske hjalp mig med at holde mine ben.

Pludselig bliver min mand spurgt “vil faren se hvor meget hår den lille har?”. Jeg tænkte, hovedet er ude! Yes! Så er vi der snart. Men nej. Egentlig havde vi aftalt, at min mand skulle blive i hovedenden af sengen. Jeg kunne ikke bære, at han skulle se hvad der skete ‘dernede’. Men han tog glad imod tilbuddet og har sidenhen fortalt mig, at der stak en fin sort lok hår ud af mig fra vores datter – og hovedet var slet ikke født endnu. (Jeg får selv grimme billeder i hovedet ved tanken..)

Jeg lå badet i mit eget sved og måtte bede om to klude, som jeg kunne holde i mine knæhaser, da mine hænder skøjtede rundt når jeg forsøgte at hive i mine ben under veerne. Efter lang tids intens pres og et mesterligt forsøg fra undertegnede på at byde den lille velkommen til verden måtte kaffekværnen ty til den grimme grumme saks. Hun lagde et lille fint snit og kort derefter var den dejligste baby ude hos os. Hun kom op på mit bryst, jeg nåede at sige til sygeplejersken, der havde assisteret fødslen, at hun gerne måtte tage et billede når min mand klippede navlesnoren. Som sagt så gjort. Det hele gik meget tjept.

Hun var endelig ude – men forsvandt igen…

Jeg tog den lille hånd i min, men fik ikke megen reaktion fra hende. Hun var helt blå i huden og slimet grøn, smurt ind i diverse kropsvæsker. Nogle små bobler ledsagede en svag rallen fra hendes mund. Hun blev fjernet fra mig hurtigt, blev lagt på et bord, hvor hun blev suget og suget. Jeg nåede lige at spørge om det nu også var en pige vi havde fået. Og det var det. Egentlig total ligegyldigt situationen taget i betragtning, men jeg tænkte ikke helt rationelt lige dér. En sygeplejerske fra neonatalafdelingen blev tilkaldt med en kuvøse. De var alle meget rolige og som sådan virkede intet panisk. Alvoren gik først rigtig op for mig, da kuvøsen kørte væk med min lille nyfødte datter i og min mand fulgte med hende. Jeg nåede at bede ham ringe til min mor. Vi havde heldigvis en aftale om, at hun skulle stå standby hvis noget skulle opstå under fødslen.

Jordemoderen forlod mig på briksen og jeg lå alene på fødestuen. Min datter var kørt væk. Min mand var væk. Jeg anede ikke hvad der var sket og hvad der var galt…

Når drømmen brister

Næsten en halv time efter ankom min mor til fødestuen, hvor jeg lå alene. Det var SÅ underligt. Jeg havde ofte dagdrømt om hvordan det ville være at blive mor. Min dagdrøm så nogenlunde sådan her ud:

Efter en hård, men god fødsel, ville min lille baby blive lagt op til mig. Min mand, vores datter og jeg ville nyde hinanden og vi ville sammen se hendes små fine øjne og kigge dybt i dem, vi ville tælle hendes fingre og tæer, hun ville gøre sit første forsøg på at amme og det ville være ren magi at ligge dér os tre sammen.

I stedet blev min datter og mand taget fra mig. Jeg lå alene. Ikke engang jordemoder eller sygeplejerske blev ved mig. Jeg tog min mobil frem og følte en smule foragt for mig selv. Man ligger jo ikke med en mobil når man lige er blevet mor, tænkte jeg. Men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg måtte ikke gå nogen vegne. Så jeg tjekkede en snapbesked fra min søster og lå ellers og ventede. Min søster har sidenhed fortalt mig, at hun vidste jeg måtte have født, da jeg åbnede den besked på snap.

En flad fornemmelse og tørt ristet toast

Da min mor ankom, kom jordemoderen retur og fik syet hendes klip sammen igen. Jeg spurgte lidt ind til hvad der var af forholdsregler når man var blevet klippet og syet, men blev fejet af med et hånligt svar og droppede derfor at spørge mere. Jeg fik en bakke ind med ristet toast, saft og et flag. Hurra. Jeg var blevet mor. Men jeg var slet ikke glad. Langt fra. Faktisk var det som om jeg ikke kunne mærke noget. Jeg turde ikke mærke noget. Jeg anede ikke hvordan min baby havde det. Turde ikke glæde mig for tidligt og var bange for at være bange – jeg kunne slet ikke bære tanken om hvad der kunne være galt. Så jeg blev helt tom i stedet. Tom som min mave var nu, efter 9 måneders endt graviditet.

Min mand var hos vores datter, efter lidt tid fik han skaffet en kørestol og kom ned og hentede mig. Sammen fik vi sat en nål på tavlen på fødegangen for at markere, at vi kl. 17.35 d. 5. september 2015 havde født en dejlig pige på Herlev Hospital. Vi kørte op på neonatal og blev mødt af en håndfuld læger, der tilså vores datter.

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

Older posts