fødselsberetning – andet barn #4

Og så blev det Elins fødselsdag! Den helt perfekte dag.

Læs det foregående afsnit her…

Velkommen til verden

Pludselig beder jordemoderen mig om at tage mine hænder ned og jeg tager selv imod hende. Hun er helt varm og klistret og dejlig. Kl. 02.13 er Elin født. Under en halv time efter bilen trillede ind på parkeringspladsen foran sygehuset. En stor, fin baby med kulsort hår. Hun var 4.210 gram og 54cm lang. Jeg endte med at gå 10 dage over termin.

Med Iben varede alene selve pressefasen en times tid. Det var den vildeste oplevelse denne gang. En hurtig fødsel, der nærmest var overstået før den gik i gang og så tilmed så helt igennem perfekt. Det var meget bedre end jeg havde kunne ønske mig og jeg var helt høj på oplevelsen bagefter, modsat første gang. De boksede lidt med at få moderkagen ud efterfølgende. Jeg fik et par akupunkturnåle i tæerne og det endte med at lykkes. Elin kom op til mig og hun spiste så fint ved mig. Det var på alle mulige måder dét scenarie jeg havde drømt om helt tilbage fra min første graviditet og fødsel. Mor, Far og barn, der oplever hinanden for første gang. Og den her gang var der én facet mere. Og måske faktisk noget jeg, om muligt, glædede mig endnu mere til end til selv at møde Elin. Jeg glædede mig til mødet mellem Iben og Elin.

Det store møde og den store kærlighed

Iben havde hele tiden sagt, at hun ville med på hospitalet når hendes lillesøster skulle fødes. Til det havde vi sagt, at hun skulle være hos Mormor og Morfar mens jeg fødte og at hun skulle komme og hente os på hospitalet når lillesøster var kommet. Jeg gik i fødsel efter Iben var faldet i søvn derhjemme og jeg havde født længe før hun vågnede igen. Så hun havde slet ikke nået at opfange lillesøster for alvor var på vej. Vi måtte spørge om lov til at blive på fødestuen indtil Iben havde været og hente os, og heldigvis var der ikke travlt, så vi fik lov at blive en time eller to ekstra. Vi spiste toast og drak saft og så solen gå op over Hillerød by, mens vi ventede på, at min mor skulle komme med Iben. Som den trofaste følger på Instagram vil vide, så sover Iben ikke voldsomt længe om morgenen, så det var lidt heldigt lige i den her forbindelse.

Mark hentede min mor og Iben da de ankom på hospitalets parkeringsplads og sammen gik de ind og mødte det lille nye familiemedlem. Jeg nåede ikke at få billeder undervejs af fødslen fordi det hele gik så hurtigt, til gengæld fik gik så mange andre ønsker i opfyldelse og et af dem var, at jeg i smug fik filmet Ibens første møde med Elin. Det var indbegrebet af kærlighed ved første blik. Jeg måtte fælde en lille lydløs tåre, da vi alle fire var samlet. Helt sunde og raske.

Det var alt det jeg havde håbet på og mere til.

Efterspil

Selvom veerne var voldsomme, efterveerne grumme og alt hvad der nu måtte høre med sådan en fødsel, så forvandlede jeg mig til den type, jeg altid har svoret løj. Jeg blev sådan en jeg-kunne-gøre-det-igen-i-morgen type. Jeg havde det kort efter fødslen sådan var-det-bare-dét? Den her fødsel som jeg havde gået og gjort mig selv mentalt klar til, som jeg havde frygtet skulle ende i kunstig vestorm og det, der er værre. Den var bare sådan – bum – færdig og overstået. På kortere tid end en spillefilm i biffen fra første ve til hun var ude. Arghmen for pokker, det tager mig længere tid at vaske en maskine tøj! Det var helt surrealistisk. Og ja, det gjorde ondt, gu’ gjorde det ondt. Men det var så hurtigt og intenst, at jeg, sammenlignet med første gang, følte det var en relativt nem opgave. Elin kom ud og havde det så godt, og den her gang var jeg bare så lykkelig.

Det hele føltes fuldendt. Nu er vores lille familie fuldtallig.

Den stolte storesøster fik lov til at sætte Elins nål på fødselstavlen på fødegangen inden vi alle fire kørte hjem sammen.

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook

fødselsberetning – andet barn #3

Her har jeg ramt terminsdagen og tæller for alvor ned til fødslen…

Læs det foregående afsnit her…

Uro og… veer?

Det endte faktisk med, at jeg ikke rigtig kunne falde i søvn den aften. Iben sov lidt uroligt og endte i vores seng. Hun lå helt op ad min ryg, og set i bakspejlet er det her nok første tegn på, at der var noget under opsejling. Ved min fødsel med Iben kunne jeg nemlig ikke holde ud hvis folk rørte ved mig, og den her aften kunne jeg slet ikke holde ud, at hun lå der op ad mig. Jeg var nødt til at lægge mig ind i stuen på vores daybed i stedet. Her havde jeg svært ved at falde i søvn og endte med at ligge lidt og kigge på min telefon. Jeg tog lidt tid på plukkeveerne, som så mange aftener før, i håbet om, at der skulle vise sig et mønster, som ville udvikle sig til noget rigtigt. Pludselig måtte jeg på wc (jeg skal spare jer for maleriske detaljer, men jeg kan afsløre, at naturen havde tænkt sig at give mig lavment). Jeg havde svært ved at komme fra toilettet igen og hvad der kunne virke som veer rullede ind over mig. Varigheden var ca. 1 minut og der var omkring 2 minutter imellem. Veerne føltes på en måde ikke som ved fødslen af Iben, så selvom jeg i dag tænker, at det var tåbeligt af mig at være i tvivl, så var jeg det alligevel lidt. Med Iben nev og rev det i min lænd som grumme menstruationssmerter og jeg havde den vildeste følelse af, at nogen har sat et kosteskaft i rumpen af mig. Min lænd var helt og aldeles ufleksibel. Denne gang føltes det anderledes.

Jeg fik langt om længe gået de ti skridt fra badeværelset ud til køkkenet, fordi jeg pludselig var umådelig tørstig. Det føltes som en uoverskuelig opgave at tilbagelægge den distance. Selvom Mark ellers tit sover ret tungt og ikke vågner så let, stod han pludselig hos mig og så lidt bekymret ud. Han spurgte om vi ikke skulle få fat i fødegangen, hvortil mit svar var, at det var fjollet at gøre nu Iben lå og sov og vi alligevel ikke kunne køre derhen når hun sov. Super rationelt. Hvad havde jeg tænkt mig? At vente til næste morgen for ikke at forstyrre nogen om natten? Heldigvis var Mark lidt mere fattet end mig i situationen og fik hurtigt ringet først min mor op og dernæst fødegangen. Jeg havde imellemtiden forvildet mig tilbage på toilettet og han kom ud med telefonen – for som altid ville jordemoderen gerne snakke med den fødende; mig. Og det fik hun lov til. Det tog hende ikke mange sekunder at sige vi bare skulle komme afsted. Min mor ankom, Mark pakkede de tusind ting jeg havde samlet sammen til fødslen ud i bilen og han forsikrede mig, at han havde lagt vådliggerlagen på passagersædet – jeg bekymrede mig åbenbart en del om vores næsten nye bils sæder.

Afsted mod hospitalet

Da jeg skulle i tøjet opgav jeg at få alle lag på og dér vidste jeg, at jeg var i fødsel. Ved fødslen med Iben følte jeg også, at jeg var godt i fødsel, da Mark på undersøgelsesstuen måtte hjælpe mig af med bukser og undertøj. Sådan noget vil jeg normalt absolut ikke have hjælp til, så når jeg helt opgiver at gøre mig anstændig, ja så ved jeg, at jeg er presset. Jeg kom dog i kjolen og fik med meget besvær bevæget mig ud i vores gang, hvor jeg stillede mig med veer op ad vores kommode. Jeg kunne nærmest ikke gå, for ved hver bevægelse var det som om der kom en ny ve. Min mor står i køkkenet og kigger ud på mig, mens jeg læner mig forover mod kommoden. Mark står skråt bagved. Det er som om de begge går helt i stå og bare kigger på mig midt i en ve. Som om nogen har trykket på en pauseknap og alt omkring mig går i stå og de bare iagttager mig. Jeg får fremstammet ‘I skal IKKE kigge på mig!’. Hvilket helt klart var endnu et tegn på, at fødslen var godt i gang. Den sætning fik jeg vidst også sagt et par gange, da jeg fødte Iben. Det er som om man kan klare SÅ meget smerte, men når dem man elsker kigger bekymret på én, så kan man ikke bære det. Virkelig underligt, men sådan har jeg det.

Hvor irriterende jeg end synes det var, at de lige iagttog mig der, så var det nok meget godt, at de begge forstod, at det snart var tid til at komme afsted. Jeg begyndte at få veer 00.30, min mor blev ringet op 01.00 og var ved os en halv times tid efter. Vi har ikke mange kilometer til sygehuset, og natten til torsdag var vejene heldigvis helt øde. Så Mark kunne sikkert, men hurtigt, få fragtet os frem. I et kryds, en lille kilometer fra sygehuset er han ved at holde for gult og jeg må kort og bestemt bede ham om bare at køre. Nu. Jeg vil både gerne hurtigt frem, samtidig med, at jeg ikke vil have han kører for hurtigt, bremser for hårdt osv. osv. Det er ikke nemt at være chauffør for en kvinde i fødsel. Faktisk var jeg lige ved at bede ham om at holde ind til siden i dét kryds, hvor han var ved at holde for gult lys. Jeg følte sådan jeg skulle lave, ehm, stort. Og det skulle så absolut ikke ske i vores bil. Heldigvis tænkte jeg klart nok til bare at bede ham skynde sig op på hospitalet.

Det sidste billede af maven, taget på vej i elevatoren op til fødegangen…

Hjææææælp!

Da vi svinger ind på hospitalets parkeringsplads udstikker jeg en kort ordre; ‘Sæt mig af ved hovedindgangen. Find den første plads du kan og tag min vandrejournal med. Du skal ikke begynde at tage noget andet med. Bare kom!’ Jeg gik mod indgangen og fik ringet på, som man skal når man kommer om natten. Jeg trykker på den lille klokke og får vidst udstødt et mindre ve-brøl, lige der i indgangen med ansigtet krænget i smerter og vendt op mod dørtelefonenskamera, mens jeg venter på at blive trykket ind. Heldigvis går døren hurtigt op, jeg går (så hurtigt man nu kan med en vandmelon på vej ud af underlivet) over og tager elevatoren op til fødegangen. I elevatoren får jeg taget mig et grynet, sløret billede af maven. Jeg ville bare lige have ét sidste billede af maven. Klokken er 01.44. Dørene går op, jeg træder ud af elevatoren og råber helt hult ‘hjæææælp!’. Der kommer en forvirret dame ud fra et venteværelse (jeg har tit tænkt på hvad hun lavede der om natten, men måske hun ventede på en fødende). Hun får åbnet dørene til fødegangen og kaldt efter en kørestol. Inden jeg når i kørestolen støder Mark til. Han har været hurtig til at parkere og komme ind.

De kører mig ned for enden af gangen og ind på den første fødestue der er. Her står tre mand høj og okser for at klargøre en sansestue til mig. De havde læst mine ønsker. Allerede der blev jeg bare tryg og glad. Jeg blev gelejdet op på briksen og fik besked på, at jeg skulle undersøges. Som sagt så gjort. Jeg får sagt, at jeg altså føler jeg skal lave stort, hvortil jordemoderen siger ‘du presser bare’. Jeg tænkte ‘ad nej!’ Godt nok kan der forekomme uheld under en fødsel, men ikke om jeg ville gøre den slags med fuldt overlæg. Jordemoderen fortæller mig, at jeg nok ikke når at komme i kar, da det tager en times tid at fylde op og hun siger igen ‘du presser bare, Natasja. Du er 10 centimeter åben og klar til at føde.’ 

WHAT?!!!! Så var det altså en baby jeg kunne mærke på vej ud på køreturen og ikke hvad jeg ellers havde frygtet. Det var heldigt, at jeg ikke fik overtalt Mark til at holde ind til siden undervejs på turen til hospitalet. Det hele går meget hurtigt. Jeg når at opfatte, at jordemoderen henvender sig til Mark og siger ‘husk at trække vejret – du skal ikke presse med’ og dernæst kom en SOSU susende med en stol han kunne sidde på så han ikke dejsede om midt i fødslen. Han har efterfølgende fortalt det hele var så intenst og han blev overrasket over, at der praktisk talt var et hoved på vej ud af mig i det øjeblik jeg lagde mig på briksen, så det havde taget pusten lidt fra ham. Det forstår jeg egentlig godt.

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook

fødselsberetning – andet barn #2

Heldigvis var det en virkelig varm sommer, for jeg havde ikke meget tøj tilbage min store mave kunne passe…

Læs det foregående afsnit her…

Igangsættelse, hindeløsninger (i flertal) og udskudt fødsel

Noget der gik igen fra min første fødsel var, at jeg igen gik godt over min terminsdato. På Hillerød havde de forberedt mig på, at de gerne ville have jeg max gik én uge over termin (længere forklaring med noget mutation i blodet osv., hvor skemaer anbefaler man ikke går for lang tid over). Med Iben gik jeg ni dage over termin. Da jeg var otte dage over termin med Iben fik jeg min anden hindeløsning og fik veer kort efter. Lidt over et døgn efter var hun født. Så jeg var lidt presset over denne deadline på én uge her ved min anden fødsel.

Fordi jeg vidste, at der var en risiko for, at jeg igen ville gå over tid, fik jeg lov til at få hindeløsning allerede omkring termin. Den første hindeløsning havde ingen effekt. Den satte ihvertfald ikke gang i fødslen lige der. To dage efter termin, d. 27. juni var jeg til akupunktur hos en privat jordemoder, som også gav hindeløsning. Det var efter et besøg hos selv samme private jordemoder, at jeg gik i fødsel med Iben, så jeg var lidt spændt. Jeg havde taget min mor med til København, hvor jordemoderen havde til huse. Vi spiste en stor burger og drak iskolde milkshakes i sommersolen inden behandlingen og jeg følte helt, at jeg skulle have min sidste nadver inden ankomsten af andenarvingen. For sidst jeg var forbi denne alternative behandler havde det i dén grad sat skub i sagerne og mine veer var begyndt kort efter besøget. Jordemoderen fortalte mig dog, at barnet stod lidt højt. Jeg gik derfor derfra noget mindre fortrøstningsfuld end jeg var ankommet. Hun anbefalede mig at gå hjem og squatte godt dybt og ligesom lave øvelser, hvor barnet kunne komme ned i bækkenet.

På de her bakker forsøgte jeg at gå fødslen i gang… Det virkede ikke.

What ever works

Klip til mig, der står med helt skævt tyngdepunkt midt på min væskefyldte krop og prøver at squatte det bedste jeg kan uden at få overbalance. Helt umulig opgave. YouTube havde også andre gode øvelser som jeg forsøgte mig med og jeg hoppede løs på yogabolden i stuen, i håbet om, at baby ville synke ned mod udgangen og dermed måske dukke op før en igangsættelse ville komme på tale. Jeg læste alt muligt om hvordan man kunne fremme en fødsel efter min termin var passeret og igangsættelsen nærmede sig. Jeg drak hindbærbladte, gik gode ture, forsøgte at slappe af, gøre gode ting for mig selv og alt det der nu anbefales. Men der var ingen tegn på snarlig fødsel.

Af en eller anden grund havde jeg sat mig i hovedet, at jeg for alt i verden ikke skulle sættes i gang. Jeg havde hørt et par dårlige historier (som man jo ofte gør – og det er altid dem, der bider sig fast). Et af mine største ønsker, ud over en lykkelig slutning på fødslen, var at komme i kar. Det hjalp mig utrolig meget i min første fødsel at være i kar og det var min eneste smertelindring dengang. Jeg nød virkelig at kunne lade min runde krop flyde i vandet når veerne brusede ind over mig, og jeg frygtede denne gang at skulle ligge stiv som et bræt på en briks med veer i flere timer. Måske med vedrop, vestorm og hvad ved jeg. Jeg krydsforhørte derfor flere jordemødre omkring mulighederne for at komme i kar ved igangsættelse, og desværre så det ud til at løbet var kørt for kar, hvis jeg først blev sat i gang. Baby skal nemlig overvåges mere ved igangsættelse og på Hillerød har man på nuværende tidspunkt ikke elektroder osv., der kan tåle at komme med i kar. Så derfor gik jeg meget op i at prøve at gå i fødsel ‘selv’ (med lidt hjælp fra hindeløsning).

CTG måling, da jeg er gået en uge over tid…

Endnu en tur på briksen

Søndag d. 1. juli sendte vi Iben afsted til Cirkus Summarum med familien mens vi satte kursen mod hospitalet. Jeg skulle ind og have kørt en kurve, jeg fik endnu en hindeløsning og de skulle forberede os på igangsættelse dagen efter. Som jeg lå der og fik kørt kurve og endnu engang udspurgte dem om planen for min igangsættelse, kunne jeg bare mærke, at jeg ikke var klar til at fremskynde hendes fødsel med en igangsættelse allerede dagen efter. Især ikke når det kun var ottendedagen efter termin og Iben var kommet 9 dage over. Jeg følte jeg var så tæt på målet og så tæt på hvornår min krop naturligt måtte være klar. Selvom jeg slet ikke følte nogle egentlige tegn på en forestående fødsel, så måtte min krop jo snart være klar, tænkte jeg. Kurven så fin ud, baby havde det rigtig fint og efter konsultation af en fødselslæge fik jeg lov til at få udsat igangsættelsen mod, at jeg kom til hyppigere tjek. Dén deal købte jeg hurtigere end en højgravid kan inhalere en stor vaffelis på Danmarks varmeste sommerdag! Selvom jeg havde mange modstridende tanker og jeg havde en snert af frygt for, at jeg selv skulle være skyld i, at der skete hende noget derinde, så var det den løsning, der føltes mest rigtig for mig. Især da lægen uden tøven sagde god for det. Så fandt jeg ro i beslutningen om at give baby lidt mere tid til selv at finde ud.

Onsdag d. 4. juli skulle vi atter til tjek, jeg fik kørt kurve og fik endnu engang en rigtig grundig hindeløsning. Jeg var nu gået ni dage over tid. Ved hver hindeløsning roste de mig for at være sej. De synes det var flot jeg kunne holde til det. Jeg tænkte blot, at det var vand i forhold til den forestående fødsel og ikke mindst billigt sluppet hvis jeg kunne undgå for meget andet igangsættelse.

Efter besøget på hospitalet kørte vi hjem og gik over til mine forældre, som bor en lille kilometer fra os. De havde hentet Iben fra vuggestue og lavet aftensmad til os. Jeg følte ikke egentlig optræk til fødsel, vi spiste i god ro og orden og gik hjemad med Iben i klapvognen efter maden. På hjemturen havde jeg en del plukkeveer, men det var der ikke noget nyt i. Det havde jeg døjet med længe. Og som så ofte før tog de af og til pusten fra mig. Da vi kom hjem og lagde os til at sove, var jeg spændt på at se om jeg måske ville vågne om natten med veer. Det er jo tit om natten den slags sker. Men sådan skulle det ikke gå…

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Instagram / Facebook