Fødselsberetning #7

Fødselsberetning #8

hjemtur

Læs det foregående afsnit her…

CPAP, overvågning og frygten for at blive adskilt

En læge var blevet kaldt på arbejde, da han var specialist på området. De kunne ikke finde ud af hvad vores datter fejlede. Hun havde problemer med selv at trække vejret og ilte sit blod. Hun fik taget røntgen og en masse prøver. Det var blevet aften og mørket havde sænket sig udenfor Herlev Hospitals høje bygning. Udenfor rummet, hvor vores datter lå, kom lægen til os sammen med en sygeplejerske. Han fortalte, at de nu ville forsøge at lægge hende med CPAP (ilt-tilførsel og noget tryk regulering) og se om hun selv ville genvinde krafterne til at trække vejret. Hvis dette ikke ville lykkes i løbet af et par timer, fortalte han, så skulle vi overflyttes til Rigshospitalet og hun skulle lægges i fuld narkose og respirator.

Det var et chok at få en sådan besked.

Vores lille pige lå i kuvøsen med slanger alle vegne. Vi måtte ikke røre ved hende og hun skulle have helt ro. Jeg fik lov til at ligge i en seng ved siden af hende, selvom de egentlig ville have haft mig til at sove på barselsgangen på en anden etage. Min mand måtte ikke sove der. Ingen steder. Hverken på patienthotel, barselsgang eller neonatalafdelingen. Heldigvis var der en lænestol på stuen og han fik lov til at blive i den natten over af en sød sygeplejerske. Jeg faldt i søvn af ren udmattelse, mens min mand natten lang sad i lænestolen og fulgte med når sygeplejerskerne hvert kvarter var inde og kigge til vores pige og skrue på diverse maskiner og knapper.

Fremgang i behandlingen og første møde med bedsteforældrene

Efter lidt negative udfald på behandlingen kom hun heldigvis langsomt i bedring over natten. Næste dag havde hun stadig en masse maskiner koblet til sig, men jeg fik lov til at få hende op og ligge på brystet kort, da hun var knap ét døgn gammel. Dér fik jeg en snert af den mor-følelse jeg havde håbet på at få, da hun kom til verden. Endnu en nat blev min mand i lænestolen på stuen og da hun var tre dage gammel slap hun for CPAP, og havde nu kun sonde, overvågning og drop koblet til sin lille krop. Hun var endelig frisk nok til at møde sine bedsteforældre, der aflagde visit på hospitalet. Og vi fik givet resten af familien besked om, at hun var kommet til verden. Hele forløbet på hospitalet havde været meget intenst og vi var selv helt forvirrede over situationen og ikke mindst bange.

De første par dage vidste vi ærlig talt ikke helt hvad, der var galt med hende og mit skrøbelige sind kunne ikke takle at skulle besvare en masse velmenende spørgsmål fra familie og venner, når vi ikke engang selv vidste hoved og hale i det hele. Vi vidste ikke engang hvor lang hun var – noget som næsten alle forældre melder ud når barnet bliver født. En klassisk ‘jeg-er-kommet-til-verden-SMS’ med vægt, længde og fødselstid. Grundet hendes situation blev hun først målt, da hun var fire dage. Vægten fik vi da hun blev født – den var vigtig for dem at kende i forhold til hendes behandling.

Vores fine pige var 3.736gram – 51cm – født kl. 17.35

Endelig alene som familie

På tredjedagen var vi så heldige at få en stue, hvor vi alle tre kunne sove i senge og være alene. Slut med lænestole og sovekammerater. Vi lå med vores søde datter i en helt almindelig hospitalsvugge mellem os, stadig med sonde og overvågning, men det var fantastisk nu selv at kunne skifte hendes ble og jeg fik endda lov til at amme hende for første gang. Noget som skulle vise sig at skabe lidt udfordringer efter et par dage på sondemad, men det lykkedes.

På fjerdedagen slap hun for overvågningen og kun droppet i hendes lille hånd vidnede nu om hendes hårde start. Desværre måtte vi denne nat overnatte uden min mand på hospitalet, da der kom en mor og en lille baby, der skulle bo på værelset med os. Den lille gut skulle i behandling for gulsot på et lystæppe. Dén nat fik jeg ikke sovet meget. Vores datter var uden overvågning for første gang, jeg følte jeg konstant skulle tjekke om hun nu stadig trak vejret og havde det godt. Den lille gut og min pige vågnede på skift igennem natten og det blå lys fra lystæppet gjorde det svært at få lukket et øje.

Heldigvis var det vores sidste nat på hospitalet. Onsdag eftermiddag fik vi lov til at tage hjem og i stedet være indlagt ambulant. Vi skulle møde op på Herlev Hospital kl. 8, 16 og 24 hver dag, så hun kunne få antibiotika i hendes drop og først, da hun var en uge gammel, slap vi for hospitalet. Trods de mange ture ud i myldretiden hver eneste dag, mange timer på hospitalet og alt for mange søvnløse timer var det fantastisk at komme hjem.

Intet gik som vi havde forventet – alligevel endte det ganske godt

Som I måske kan se på mine indlæg, blev vores start på livet som en lille familie ikke som jeg havde håbet på, hvilket også er en af årsagerne til, at jeg har holdt igen med at fortælle min historie. Jeg vil ikke gøre nogen bange. Jeg ved, at nogle har en langt hårdere start end vi havde, og jeg tager hatten af for alle de seje forældre, der er derude. For os var dette en hård omgang. Frygten for at miste sidder dybt i alle forældre, og at blive konfronteret med den så tidligt i hendes liv var virkelig ubehagelig og har sat sine spor hos os begge.

I lang tid havde jeg svært ved at nyde rollen som mor. På hospitalet fik jeg ikke nogen hjælp til amning og heller ingen samtale med en jordemoder efter fødslen, som ellers er normal kutyme. Jeg glemte mig selv, fordi vi havde nok at tænke på. Jeg endte med at få en led omgang brystbetændelse og måtte i antibiotikabehandling. Min krop og mit sind gjorde ondt og jeg havde svært ved helt at vågne op fra det mareridt det hele startede med. Jeg har følt jeg levede i en boble i lang tid og nu, hvor min barsel lakker mod enden, kan jeg stadig få en klump i maven og tårer i øjnene når jeg skriver om forløbet, men jeg er også overbevidst om, at jeg er kommet over på den anden side.

Det var hårdt. Graviditeten var ikke en dans på røde roser, evig solskin og konfetti, der faldt ned fra himlen. Selve fødslen var faktisk rigtig god. Det gjorde ondt, bevares, men det var til at overkomme og jeg følte mig ret sej. Det var oplevelsen efter, der var værst. Den ville jeg gerne have været foruden.

Jeg elsker min datter. Hun var det hele værd. Men sikke en forskrækkelse.

Tak fordi I har læst med.

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

10 kommentarer

  • anette

    Tak for din historie. Puha sikke en start på et nyt lille fantastisk liv. Det er inder al kritik der ikke blev taget vare om dig og informeret dig. Du er mega sej og kommet godt i gennem oplevelserne. Men husk det er aldrig for sent at snakke alt igennem med fx psykolog eller anden uddannet terapeut. Knus til jer og dejligt at følge din lille familie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak fordi du læste med Anette <3 Og tak for det gode råd. Det hjælper at få fortalt lidt om forløbet og sat det hele i perspektiv. Knus tilbage til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det må have været forfærdeligt at starte jeres nye liv som forældre ud på den måde, godt i er kommet på den anden side af det, så i kan nyde jeres lille pige.
    3 dage efter jeres pige kom til verden kom min søn også til verden med akut kejsersnit. Jeg havde de samme forstillinger som dig hvordan vi skulle nyde ham ligeså snart han var kommet ud, men jeg så ham ganske kort, holdt ved siden af mit hoved, og ellers gik der 6 timer, da han kom på børneafd. og jeg på opvågning. Så kan godt nikke genkende til den tomme følelse du lå tilbage med.
    Tak fordi din histore 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for din kommentar Louise <3 Det må også have været hårdt for dig at skulle vente så længe. Timerne kan godt føles lange når man endelig har fået bragt sit lille menneske til verden og man så ikke får den nærhed man havde regnet med. Jeg håber alt ellers er gået godt hos jer trods det akutte kejsersnit <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie L

    Min søn er fra nov 2014 og jeg kan stadig mærke en klump i maven når jeg tænker på vores oplevelse. Den var bestemt heller ikke som jeg havde drømt om – overhovedet.

    Fantastisk beretning – tak fordi du delte ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Øv – det er jeg ked af at høre. Jeg håber til gengæld, at din søn har bragt dig meget lykke sidenhen og at det ikke fylder for meget hos dig til daglig <3 Selv tak fordi du læste med. Og tak for din kommentar – det er dejligt at høre det gav mening, at jeg delte min historie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joy

    Super gode indlæg og godt med lidt længere afsnit. Jeg får lyst til at fortælle om min datters fødsel (bare rolig, ikke i detaljer).
    Hun er født uge 34 og det er jo ikke kritisk for tidligt men det betød alligevel indlæggelse i en måned og et forløb som jeg SLET ikke havde regnet med. Ikke en drømmestart på mor-livet.
    Bare det at blive efterladt på fødestuen uden min datter mens hun blev installeret på neonatal var traumatisk. Især på grund af uvisheden som du beskriver så fint. Jeg havde også en ufølsom jordemoder som vrissede af mig når jeg ikke lå stille nok, så hun kunne sy ordentligt.
    .Jeg følte ikke at personalet havde tid/overskud til at tage sig af mig.
    Min amning kom aldrig til at fungere (måske fordi det var sådan en hektisk start) og jeg var panisk angst for at miste i laaaang tid efter.
    Det værste var den negligeren der var fra omgivelserne….” nååå, kun 6 uger for tidligt, det er da ikke slemt”. ” fedt at være indlagt, så skal I ikke tænke på mad eller vasketøj” osv.
    Det er først nu (3 år senere) at jeg føler mig fri fra oplevelsen. Altså, den skal ikke have liv til at styre mig eller mit humør.
    Tak fordi du delte din historie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Joy <3 Sikke en forskrækkelse for jer også! Jeg kan sagtens følge dig i hvordan det må have været med kommentarerne, som sikkert har været velmenende eller måske bare uvidende. Jeg har følt der har været brug for at snakke om det hele og blive forstået – det er en svær ting at være igennem og ikke noget man kan komme over med en kæk bemærkning. Det er dejligt at høre du føler du er kommet nogenlunde igennem jeres oplevelse nu <3 Jeg ønsker jeres familie alt det bedste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camille

    Kære du. Efter at have læst din beretning, følte jeg trang til at sende dig et knus. Det lyder virkelig som nogle barske dage på Herlev.
    Jeg synes, du er enormt sej, og jeg er sikker på, at du og din mand er vidunderlige forældre for jeres datter. Tillykke med hende. <3
    Og tak for en virkelig, virkelig velskrevet og rørende blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Camille
      Tusind tak <3 Det sætter jeg stor pris på. Vi har det alle tre godt nu og vi elsker at have hende i vores liv. Det var ikke den bedste start på familielivet, men det er fantastisk at stå med en sund og rask pige i dag. Det var mere end vi turde håbe på da hun blev født.
      Tak fordi du læser med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsberetning #7