Fødselsberetning #6

Fødselsberetning #7

fødsel

Læs det foregående afsnit her…

“Du lugter af kaffe!”

Mens jeg lå på briksen og ømmede mig i stilhed, stadig mestendels med lukkede øjne, var der atter jordemoderskifte. Midt i en kraftig ve kom en ældre jordemoder ind og begyndte at stryge mig på benet og fortælle mig jeg skulle vende mig om. En dunst af gammel filterkaffe ramte mig og jeg udbrød “du lugter af kaffe!” med foragt i stemmen. Det tog hun sig ikke synderligt af og svarede mig bare skarpt igen. Jeg kunne virkelig ikke overkomme berøring og hendes strøg på mit ben var derfor jævnt ubehagelige og ikke just fordrende for et godt samarbejde. De to jordemødre skiftede hurtigt tilbage, så hende, der havde været hos mig dagen igennem kunne hjælpe med at få vendt mig rigtigt på briksen – det fungerede og kaffekværnen (hende den ældre med kaffeånden) kom retur for fodenden af briksen og blev hos mig resten af fødslen, mens den yngre jordemoder fik fri.

Undervejs i det hele var mit vand gået på briksen omkring kl. 15. Jeg nåede at åbne mig til de 10cm og kom aldrig tilbage i karet, selvom det var blevet fyldt op. Egentlig havde jeg ikke en særlig drøm om at føde i vand, jeg ville bare gerne bruge det varme vand som smertelindring undervejs. Så jeg var fint tilfreds med, at jeg nu lå på briksen og var klar til at slå det endelige slag. Presseveerne satte ind! Det er noget af det mest syrede. Det gør vanvittigt ondt og på samme tid er det så meget mere rart end udvidelsesveerne. Ved presseveerne og med 10cm åbning er der nemlig mulighed for at arbejde godt med veerne og man ved, at det er begrænset hvor lang tid der er igen. Jeg lå på briksen med de lækre bælter med elektroder, som de fleste, der har været gravide måske kender, spændt rundt om min tykke mave og var klar til den sidste spurt på den vilde etape.

Pressefasen, en sort lok hår og den grumme saks

Min pressefase skulle vise sig at blive lidt lang. Næsten en hel time pressede jeg. Altså ikke i én time i streg, men ved hver ve henover en time. Jeg svedte som jeg sjældent har svedt før og kæmpede virkelig. Kaffekværnen messede for enden af briksen “det er rigtig flot – næste ve så giver du mig endnu mere!”. Til sidst måtte jeg spørge hvad det ‘mere’ var? Mere af det samme, mere af noget andet eller hvad? For jeg følte ligesom ikke det virkede, det jeg havde gang i. Jeg asede og masede og babyen var hverken halvt eller helt ude. Heldigvis var det bare mere af det samme og jeg gav den alt jeg kunne mens min mand og en sygeplejerske hjalp mig med at holde mine ben.

Pludselig bliver min mand spurgt “vil faren se hvor meget hår den lille har?”. Jeg tænkte, hovedet er ude! Yes! Så er vi der snart. Men nej. Egentlig havde vi aftalt, at min mand skulle blive i hovedenden af sengen. Jeg kunne ikke bære, at han skulle se hvad der skete ‘dernede’. Men han tog glad imod tilbuddet og har sidenhen fortalt mig, at der stak en fin sort lok hår ud af mig fra vores datter – og hovedet var slet ikke født endnu. (Jeg får selv grimme billeder i hovedet ved tanken..)

Jeg lå badet i mit eget sved og måtte bede om to klude, som jeg kunne holde i mine knæhaser, da mine hænder skøjtede rundt når jeg forsøgte at hive i mine ben under veerne. Efter lang tids intens pres og et mesterligt forsøg fra undertegnede på at byde den lille velkommen til verden måtte kaffekværnen ty til den grimme grumme saks. Hun lagde et lille fint snit og kort derefter var den dejligste baby ude hos os. Hun kom op på mit bryst, jeg nåede at sige til sygeplejersken, der havde assisteret fødslen, at hun gerne måtte tage et billede når min mand klippede navlesnoren. Som sagt så gjort. Det hele gik meget tjept.

Hun var endelig ude – men forsvandt igen…

Jeg tog den lille hånd i min, men fik ikke megen reaktion fra hende. Hun var helt blå i huden og slimet grøn, smurt ind i diverse kropsvæsker. Nogle små bobler ledsagede en svag rallen fra hendes mund. Hun blev fjernet fra mig hurtigt, blev lagt på et bord, hvor hun blev suget og suget. Jeg nåede lige at spørge om det nu også var en pige vi havde fået. Og det var det. Egentlig total ligegyldigt situationen taget i betragtning, men jeg tænkte ikke helt rationelt lige dér. En sygeplejerske fra neonatalafdelingen blev tilkaldt med en kuvøse. De var alle meget rolige og som sådan virkede intet panisk. Alvoren gik først rigtig op for mig, da kuvøsen kørte væk med min lille nyfødte datter i og min mand fulgte med hende. Jeg nåede at bede ham ringe til min mor. Vi havde heldigvis en aftale om, at hun skulle stå standby hvis noget skulle opstå under fødslen.

Jordemoderen forlod mig på briksen og jeg lå alene på fødestuen. Min datter var kørt væk. Min mand var væk. Jeg anede ikke hvad der var sket og hvad der var galt…

Når drømmen brister

Næsten en halv time efter ankom min mor til fødestuen, hvor jeg lå alene. Det var SÅ underligt. Jeg havde ofte dagdrømt om hvordan det ville være at blive mor. Min dagdrøm så nogenlunde sådan her ud:

Efter en hård, men god fødsel, ville min lille baby blive lagt op til mig. Min mand, vores datter og jeg ville nyde hinanden og vi ville sammen se hendes små fine øjne og kigge dybt i dem, vi ville tælle hendes fingre og tæer, hun ville gøre sit første forsøg på at amme og det ville være ren magi at ligge dér os tre sammen.

I stedet blev min datter og mand taget fra mig. Jeg lå alene. Ikke engang jordemoder eller sygeplejerske blev ved mig. Jeg tog min mobil frem og følte en smule foragt for mig selv. Man ligger jo ikke med en mobil når man lige er blevet mor, tænkte jeg. Men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg måtte ikke gå nogen vegne. Så jeg tjekkede en snapbesked fra min søster og lå ellers og ventede. Min søster har sidenhed fortalt mig, at hun vidste jeg måtte have født, da jeg åbnede den besked på snap.

En flad fornemmelse og tørt ristet toast

Da min mor ankom, kom jordemoderen retur og fik syet hendes klip sammen igen. Jeg spurgte lidt ind til hvad der var af forholdsregler når man var blevet klippet og syet, men blev fejet af med et hånligt svar og droppede derfor at spørge mere. Jeg fik en bakke ind med ristet toast, saft og et flag. Hurra. Jeg var blevet mor. Men jeg var slet ikke glad. Langt fra. Faktisk var det som om jeg ikke kunne mærke noget. Jeg turde ikke mærke noget. Jeg anede ikke hvordan min baby havde det. Turde ikke glæde mig for tidligt og var bange for at være bange – jeg kunne slet ikke bære tanken om hvad der kunne være galt. Så jeg blev helt tom i stedet. Tom som min mave var nu, efter 9 måneders endt graviditet.

Min mand var hos vores datter, efter lidt tid fik han skaffet en kørestol og kom ned og hentede mig. Sammen fik vi sat en nål på tavlen på fødegangen for at markere, at vi kl. 17.35 d. 5. september 2015 havde født en dejlig pige på Herlev Hospital. Vi kørte op på neonatal og blev mødt af en håndfuld læger, der tilså vores datter.

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsberetning #6