konkurrence - flipp magasiner online

Fødselsberetning #6

fødestue herlev

Den flotte fødestue på Herlev Hospital med ‘spa-afdeling’. Skiltet snyder i øvrigt – jeg var 41+2, da jeg gik i fødsel. 

Læs det foregående afsnit her…

Veer i venteværelset

Vi ankom til Herlev Hospital lidt i elleve lørdag formiddag og den lille runde (altså mig), blev sat af ved indgangen mens gemalen fandt en egnet parkeringsplads til familiebilen. Jeg nåede lige akkurat ind af den første glasskydedør og så kom der et jag. Jeg måtte læne mig op ad væggen med armene krydset over hovedet og stå der og vente med min brede fødeklar bag struttende ud i indgangspartiet for at holde det ud. Igen i elevatoren på vej op til fødegangen fik jeg de her lede smerter og måtte stå og læne mig op ad væggen i den lille multifarvede elevator. Jeg var fuldstændig ligeglad med alt og alle omkring mig – også ham manden, der var med i elevatoren, som ikke helt vidste hvor han skulle kigge hen. Om jeg så dum ud kunne virkelig ikke rage mig mindre på det tidspunkt. Jeg gik bare ind i mig selv, lukkede øjnene og trak vejret dyyyyybt, præcis som jeg havde lært det til fødselsforberedelsen hos APA.

Vi blev placeret i fødemodtagelsens lille venteværelse på hvad der føles som den hårdeste bænk i verdenshistorien og jeg nåede lige at nappe endnu en ve under et toiletbesøg, mens vi ventede samt nogle på den ubehagelige pinebænk. Endelig blev vi kaldt ind til undersøgelse. En jordemoder og en studerende tog imod os. Jeg skulle op på briksen og selvfølgelig skulle jeg først have bukserne af. En opgave, der på daværende tidspunkt virkede mere uoverskuelig end at bestige Mount Everest i høje hæle og uden ilt. Med kyndig hjælp fra min kære mand blev jeg dog krænget ud af mine charmerende joggingbukser og ditto underklæder.

4 centimeter – den gyldne adgangsbillet til en fødestue

Den studerende startede ud med undersøgelsen. 4cm åben var hendes dom. Den erfarne jordemoder skulle tjekke efter, sådan var reglerne, sagde de. Også hun vurderede 4cm. Jeg var lykkelig! 4-fucking-centimeter. Det er den gyldne adgangsbillet til en fødestue. Jeg var i gang! For satan, nu var det nu!

Og dog..

For de to blev kaldt ind på en anden stue, og jeg måtte skifte jordemoder. Reglerne foreskrev, at også hun skulle tjekke hvor åben jeg var før hun måtte sende mig videre. At have veer og bliver rodet rundt med er virkelig ikke fedt. Så jeg blev noget træt bare ved tanken. Men hvis det var det, der skulle til, så måtte det være sådan. Endnu en gang blev der målt 4cm. Min søde jordemoder, som mindede lidt om Hella Joof høj på for meget energidrik, var alle vegne. Hun gestikulerede og talte i ét væk. Jeg fortalte hende, at jeg gerne ville i kar. Henrykt løb hun i forvejen ned af gangen for at fylde baljen op på min fødestue. Jeg var af gode grunde ikke helt så hurtig som hende. Da hun tog imod os på fødestuen pep-talkede hun helt vildt. “Ved I hvad det bliver?!” spurgte hun blandt andet – “En pige”, svarede vi. “FEEEEEDT man! Det er det bedste! Det bliver så godt!” Hun knevrede løs. Jeg synes hun var umådelig sød og venlig, men lige dér magtede jeg ikke at samtale (og det sker ellers sjældent kan jeg sige jer).

Hvalen kom tilbage i rette element

Herfra er min tidslinje lidt uklar, men jeg fik i hvert fald en god omgang lavament, og det virkede efter hensigten. Efter endt toiletbesøg kom jeg op i den forvoksede opvaskebalje af et badekar som Herlev Hospital kan mønstre. Det er ikke just et Skodsborg Spa, kan jeg vidst roligt sige. Alligevel var det super rart at kunne ligge i det varme vand og lade min tykke krop flyde op når veerne kom og på den måde slappe af i kroppen frem for at spænde.

Hella-typen nåede kun af få smidt hvalen op i baljen og så var hun videre og en ung, sød jordemoder tog over hos os. Jeg lå med en klud på panden, skiftevis flydende i vandet og siddende på knæ. Ingen måtte kigge på mig. INGEN. Min stakkels mand blev venligt, men bestemt, beordret at kigge væk! Han blev placeret på en stol ved siden af karet, bag ved mig. Det var som om det gjorde ondt på min krop når jeg så ham i øjnene. Jeg prøvede at glemme smerterne og tage dem i stiv arm, men når jeg så ham, synes jeg han så så bekymret ud og det brød jeg mig ikke om. Så der lå jeg. Flydende rundt i et kæmpe kar, med udvidelsesveer, lukkede øjne og en klud på panden. Hele seancen blev afbrudt af nogle modbydelige ture op og ned i karet på en lille trappestige for at komme til toilettet og lade vandet (jeg havde hørt en fyldt blære kunne gøre fødslen besværlig, og det skulle jeg ikke være ude i – jeg drak nemlig MEGET rød saft af glas med sugerør, mens jeg lå i det kar, så jeg sørgede for at komme ud og tisse et par gange).

Efter nogen tid følte jeg veerne ændrede sig og jeg følte mere og mere trang til at presse.. Jeg spurgte jordemoderen hvad jeg skulle gøre. Hun svarede, at jeg klarede det hele så fint og hvis jeg følte for at presse, så skulle jeg bare gøre det. Men pligtopfyldende og regelret som jeg er, insisterede jeg på, at hun skulle tjekke hvor åben jeg var – trods det faktum, at jeg udemærket vidste det tjek ikke var et rart et af slagsen. Jeg har bare læst og hørt, at man skulle var præcis 10cm åben før der måtte presses det mindste. Og jeg skulle altså ikke gå i stykker eller hvad der ellers kunne ske!

For første gang siden jeg ankom til hospitalet blev jeg derfor undersøgt igen og hun vurderede jeg var knap 7cm åben – der var med andre ord stadig lidt vej igen. Vandet i karet var ved at blive for koldt til at jeg måtte føde i det, så jeg måtte op på briksen mens den store balje blev tømt og sidenhen fyldt igen. Jeg havde mistet begreb om tid og ville helst ikke kigge på uret. Jeg var bange for, at jeg havde været længe i gang og at der måske var endnu længere til vi nåede målet…

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

4 kommentarer

  • Simone

    Nu skylder jeg dig jo lige en tilbagemelding.
    Jeg synes det fungerer langt bedre med de længere indlæg. 🙂
    Tak fordi du deler, det er spændende læsning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Du er SEJ! Tak fordi du deler <3

    Jeg fødte selv en pige i januar. Det er spændende på en anden måde at læse, fordi man selv lige har været i situationen.

    Og nøj hvor lyder det til, at du var rigtig rigtig sej til at håndtere veerne. Jeg er ikke fortaler for, at man taler om sej versus mindre sej, når det handler om fødsler, for ALLE er seje uanset hvad. Men derfor synes jeg alligevel, at du håndterede dine veer virkelig imponerende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Cecilie <3 Du har ret – ALLE mødre er seje! Dig selv inklusiv. Stort tillykke med din lille pige <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

konkurrence - flipp magasiner online