min fødselsberetning

fødselsberetning #1

 photo 820a84f3-4b28-4574-88e5-fd2d365a9991_zps7dnepa0t.jpg

Efter mange overvejelser har jeg besluttet mig for at dele min fødselsberetning med dem, der ønsker at læse med. Beretningen er inddelt i en mindre føljeton, dette er første indlæg i rækken. Årsagen til jeg har valgt at dele den er, at jeg selv læste en del af den slags under min graviditet og jeg fandt det interessant at læse om hvor mange forskellige måder det kan foregå på. Hver graviditet, hver fødsel, hver baby og hver mor er forskellig – det finder man hurtigt ud af, men derfor kan det stadig være spændende at høre hvordan det er for andre.

Helt tilbage til begyndelsen

Jeg vil starte med at gå lidt tilbage i fortællingen. Starte fra starten så at sige. Min graviditet kom hurtigere end ventet og jeg turde næsten ikke tro det, da jeg stod med den positive test i hånden. Jeg var til det ene familiearrangement efter det andet uden at nævne ét ord om vores lille søde hemmelighed. Jeg turde ikke tro på, at et lille liv spirrede i mig før jeg var mere sikker. Sådan er det tit med mig. Jeg kan godt lide at holde kortene tæt ind til kroppen. Måske også lidt for selv at få chancen for at fordøje og bearbejde oplevelserne for mig selv før jeg skal forholde mig til andres meninger.

De første dage, ja faktisk de første uger efter de to streger åbenbarede sig for mine øjne en tidlig julemorgen, gik meget langsomt. Virkelig langsomt. Jeg var hele tiden overbevidst om, at testene tog fejl. Eller noget ville gå galt. Da jeg var ca. syv uger henne tog vi derfor til en tidlig scanning. Jeg kunne næsten ikke vente og var ved at gå til af bare spænding.

Det blev den lørdag i januar, hvor tiden til scanning var. Ud fra mine beregninger om hvor langt jeg var henne ville der være potentiale for at se hjerteblink på scanningen og jeg var nervøs for hvad scanningen ville vise. Var der mon noget? Eller havde jeg været så god til at bilde min krop ind jeg var gravid, at den viste alle tegnene på graviditet?

Vi kørte til indre by, parkerede bilen og gik ind på en privat scanningsklinik. I venteværelset var den ene væg plastret til i scanningsbilleder i 3D. Jeg syntes det så meget uhyggeligt ud. De ser sådan lidt deforme og alienagtige ud sådan nogle 3D fotos af fostre. Den slags ville jeg ikke selv have lavet, det var jeg i hvert fald overbevidst om lige der..

Hjerteblink

Da vi kom ind til vores scanning viste den det fineste lille hjerteblink. Ét lille hjerte. Graviditeten var ikke ren indbildning. Morgenkvalmen, der i øvrigt fulgte mig dagen lang og sendte mig til tælling flere gange, havde sin årsag. Først dér, midt på briksen med stængerne i vejret og et lille hjerte, der slog på skærmen, turde jeg så småt tro på jeg var gravid. Jeg var tæt på at fælde en tåre, men holdt det lidt for mig selv. Jeg var på en måde bange for at virke oversentimental.

Ikke lang tid efter scanningen fik vores forældre og søskende den glade nyhed og først efter en vellykket nakkefoldscanning bredte vi nyheden ud til flere. Var det ikke fordi min mave voksede og jeg gerne selv ville nå at fortælle det før folk gættede det, så havde jeg måske holdt det for mig selv endnu længere.

Misdannelsesscanning og første forskrækkelse

Men nyheden kom ud og alle – især os selv – var henrykte over den lille gave jeg bar rundt på. Da vi kom til 20 ugers scanningen, misdannelsesscanningen som den også hedder, mødte vi forventningsfulde hinanden på hospitalet efter arbejde. Min mand var cyklet til hospitalet og jeg var i bil. Nu skulle vi have den sidste scanning (troede vi) og jeg glædede mig til at se hvor meget hun var vokset.

Hun var vokset fint, alt så godt ud, men da de til sidst skulle tjekke flowet i navlesnoren viste det sig, at der var noget galt. Normalt har babyen tre kar i navlesnoren, vores datter havde kun to. De to søde damer, der scannede mig var lidt i tvivl om hvilken procedure, der galt og hvilke undersøgelser vi skulle til, situationen taget i betragtning. Vi anede ikke hvad det betød. Jeg blev bare bange. Sådan rigtig bange! Vi fik at vide det ikke var farligt og meget sjældent betød noget for barnet. Vi skulle til nogle ekstra scanninger og følge op på om hun voksede som hun skulle.

Det gjorde hun heldigvis, skulle det vise sig. Men da vi kørte hjem hver for sig den dag, min mand på hans cykel, jeg bag rettet i vores bil, græd jeg som pisket. Jeg var så angst for at noget skulle gå galt.

Tiden gik og både vores lille baby og min livvidde voksede imponerende. Jeg var dog overbevidst om, at min krop ikke ville holde hende inde helt til terminsdatoen. Jeg tænkte, at den gerne ville slippe for alle de ubehagligheder den var præget af under graviditeten…

Fortsættes…

Follow on Bloglovin‘ / Like on Facebook

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

min fødselsberetning